Kapitel Fire – Så nær, og dog så langt borte

Det føltes som at rejse med transitnøgle. Så snart fortryllelsen blev udtalt, slæbte en trækkende fornemmelse dem ind i mørket. En flydende fornemmelse blev efterfulgt af et glimt af skarpt lys, og så sad de fire på deres kufferter ved Hogwarts' sø. Hermione kiggede rundt i et forsøg på at regne ud, hvad der var sket. Ron så irriteret ud, og Ginny stirrede på Harry. Drengen, Der Ikke Kunne Slås Ihjel havde rullet sig sammen på sin kuffert, skælvede slemt og mumlede for sig selv.

Ginny gik hen til ham og lagde en hånd på hans skulder. Inden hun kunne nå at sige noget, havde han hende i en hovedlås og pegede sin tryllestav på hendes hjerte. På det tidspunkt havde parret fanget de to andres opmærksomhed. Ron iagttog optrinnet med et udtryk, der var både chokeret og forrådt. Det var Hermione, der regnede det ud først.

"Harry, tag det roligt. Det var ikke en transitnøgle. Du-Ved-Hvem er her ikke, du er ikke i fare."

Ron kiggede sjovt på hende, imens det glasagtige udtryk i hans vens øjne langsomt forsvandt. Han gav flovt slip på Ginny og sendte hende et undskyldende blik.

"Det er jeg ked af, Gin. Jeg var blevet væk i mindet om Turneringen for Magisk Trekamp. Jeg kan ikke rigtig lide transitnøgler mere. Jeg troede, jeg var blevet sendt til Voldemort igen."

"Det er OK, Harry. Hvor er vi, for øvrigt?"

"Ved søen ved Hogwarts, ser det ud til," svarede Hermione og kiggede på Rons vrede ansigt.

"HVAD! Hvor er den personlige rigdom? Det her er fuldstændig spild af tid. Det eneste, vi har opnået, er at komme til skolen før alle andre."

"Og jeg efterlod Hedvig og Ormehale i toget! Nogen kunne gå derind og lukke ham ud!"

Ginny gik hen til deres kufferter og samlede den bog op, besværgelsen stod i. Da hun læste ordene, rynkede hun panden let.

"Harry, du kan ikke særligt meget latin, kan du vel?"

Efter et let nik med hovedet fra omtalte dreng, fortsatte hun med at læse siden.

"Det ser ud til, at ikke alene er vi på Hogwarts, vi er på Hogwarts i en anden tid. Besværgelsen 'Tempus Vehere' betyder bogstavligt talt 'tid rejse'. Passer det, Hermione?"

Pigen med det buskede hår nikkede langsomt og begyndte at gå i panik.

"Vi er altså i en anden tid? Og vi ved ikke hvornår? Vi kunne være hvor som helst! Det er alt sammen jeres skyld, jeg havde aldrig lyst til at gå med til det."

"HOLD MUND!" råbte Ron. "Det her kommer vi ingen vegne med. Hvorfor går vi ikke bare op på slottet og ser, hvad der er deroppe. Det kan være, vi kan finde noget hjælp, der kunne få os tilbage på toget."

Stilhed fulgte hans opråb, da de andre forsøgte at fordøje hans forslag. Ron var trods alt ikke kendt for at være den besindige i gruppen. Efter et øjeblik tog de sig sammen og skyndte sig at pakke alle deres ting ned i kufferterne igen, hvorefter de lagde svævebesværgelser over dem. De vendte sig tilbage mod Hogwarts og gik lidt efter lidt tværs over græsset mod slottet, for at finde en eller anden slags hjælp.

TA*TA*TA*TA*TA*TA*TA*TA

På vejen stak Simbi hovedet ud af Harrys ærme kort efter, som altid, efterfulgt af Nirah. Begge kiggede på deres herre, som om de ventede på en forklaring. Da ingen forklaring fulgte, brød Simbi tavsheden.

*Harry, hvad foregår her?*

*Vi udførte en fortryllelse forkert. Vi er endt i en anden tid, men vi ved ikke hvornår.*

De to slanger kiggede på hinanden og så ud til at føre en tavs samtale. Nå, det er sådan de ser ud, når de snakker telepatisk, tænkte Harry idet de vendte sig tilbage mod ham efter et sidste nik til hinanden.

*Vi er overbeviste om, at vi er langt fra vores egen tid. Luften smager anderledes, alt for ren.*

Harry tænkte over det og fortalte så sin indsigt videre til de andre. På det tidspunkt var de nået til dørene og trådte ind i slottet. I Indgangshallen blev de hilst af fire skikkelser, to mandlige og to kvindelige. De kiggede på de nyankommne og begyndte at tale til dem på et mærkeligt sprog. Hermione kiggede på de andre med et glimt i øjnene.

"Dette her kan jeg genkende, det er angelsaksisk. Vi må være langt tilbage i tiden. Jeg kender en besværgelse, der vil gøre os i stand til at forstå hinanden i et kort tidsrum."

Således viftede hun af dem med sin tryllestav en efter en og mumlede 'Comprio Lingua'. Da hun var færdig, vendte hun sig til de voksne og introducerede sig selv.

"Goddag, jeg hedder Hermione Granger. Dette er mine venner Harry Potter og Ron og Ginny Weasley. Vi beklager at trænge os på på denne måde, men vi har været ude for et uheld og har brug for noget hjælp."

"Uheld er en underdrivelse," mumlede Harry.

De fire fremmede kiggede på hinanden i et øjeblik, og så trådte en af mændene frem.

"Vi skal gladeligt skænke jer al den hjælp, I behøver. Lad mig introducere os, dette er Lord Slytherin," sagde han og gestikulerede til en høj, lyshåret mand, hvorefter han vinkede af de to kvinder. "og dette er Lady Ravenclaw og Lady Hufflepuff. Selv er jeg Godric Gryffindor, velkommen til Hogwarts Skole."

Tre bump kunne høres og gav genlyd i Indgangshallen, da eleverne besvimede og faldt til jorden.